| Lægger man dertil en mensureringsteknik, inspireret af syd- og mellemtysk senbarok, men uvant vide grundstemmer og stedse snævrere overtoneregistre, den brede façade, den rigelige plads til hvert eneste register, orglets store "lunge" (èn stor dobbelt faltebælg, næsten symbolsk placeret som "hjertet" i hele værket), og endelig: den optimale placering i et akustisk fremragende rum, vil man måske forstå, at vi ikke anså det med "den bedste gravitet" for tom snak. Målet blev formuleret som "et orgel for Bach og hans sønner - og dermed meget mere" - for det sene 1700-tals sydtyske orgler er i virkeligheden ganske alsidige. Vi var bl.a. gennem den svenske orgelbygger Knut Kaliff i den forbindelse blevet særligt opmærksomme på orgelbyggeren Johann Nepomuk Holzhay, nærmere bestemt hans orgel i Klosterkirken i Neresheim (1792-98, 48 st. III/P). Vi blev ad den vej sat i kontakt med Johs. Naacke, indehaver af pibemagerværkstedet Gustav S. Bier, der igen skulle formidle kontakten til klosterkirkens organist pater Hugo Weihermüller. Med støtte fra Emilie og Peter Lunds Fond drog Jørgen Haldor Hansen, intonatøren Jakob Heinesen, der var blevet et engageret medlem af vort team, samt undertegnede i august 1992 til det både utroligt smukke og smukt beliggende kloster med den overdådige kirke. Vi blev præsenteret for pater Hugo en tidlig søndag morgen i den nøgne besøgscelle. Mørk i blikket mere end antydede han, at vi faktisk kom temmelig ubelejligt - kirken var nærmest konstant optaget af gudstjenester og koncerter. Tableau. Men vi foretrak at modtage meldingen med blid mine og lyttede flittigt til orglet under alle dagens arrangementer. Hen under aften var pater Hugo tøet ikke så lidt op. Herefter var adgangen til orglet fri, og pater Hugo (der må betegnes som semi-professionel orgelbygger) og Johs. Naacke var vore beåndede og meget vidende guider. Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at bringe en nærmere beskrivelse af Holzhay-orglet, der klinger aldeles pragtfuldt, farverigt, fyldigt og glansfuldt i det store rum. Jeg vil i stedet henvise til Johs. Naackes og P. Hugo Weihermüllers fortrinlige lille bog Die Orgelwerke der Abteilkirche Neresheim (Schnell & Steiner, München 1989, ISBN 3-7954-0615-3), der bl.a. indeholder udførlige oplysninger om orglets mensurer. Jeg skal heller ikke her i detaljer redegøre for, hvad vi fik ud af vore studier i Neresheim. Vi fik først og fremmest nogle meget inspirerende impulser, klarhed over vigtige spørgsmål - og så fandt der en vis, sund afmystificering sted. Der var ligefrem en del ting, som vi mente måske at kunne lave bedre selv. Og det gjorde ikke noget, for vi havde ikke tænkt at kopiere en orgeltype.
Tilbage til Valby. Hvad var forbindelsen nu mellem Holzhay, Cavaillé-Coll og det projekt, vi nu var i gang med? Holzhay havde været medarbejder hos Karl Riepp, der en årrække havde arbejdet i Frankrig, hvor han var i nær kontakt med bl.a. selveste Dom Bedos. Den franske påvirkning er hos Holzhay, navnlig hvad angår rørværket, ikke til at overse eller overhøre; ihvorvel hans instrumenter har en ganske "universel" karakter. En delt opstilling omkring et vindue, evt med et Positiv som forbindende element, er ingenlunde noget atypisk i 1700-tallets sydtyske orgelbygning. bl.a. derfor var det på mange måder uproblematisk for ikke at sige oplagt at anvende det første façadeudkast næsten uændret. Den store, dobbelte faltebælg fik meget til fælles med bælgene i Cavaillé-Coll-orglet. Og så en lille ting: var det mon tilfældigt, at vi ikke kunne forestille os andet end læderskilte med guldtryk til registerbetegnelserne - eller var det med Cavaillé-Coll orglet i St. Sulpice i baghovedet?
Før Jensen & Thomsen i slutningen af 1992 kunne tage fat på selve bygningen af orglet på værkstedet, måtte en række detailspørgsmål afklares. Det besluttedes at lade orgelhusene udføre i bubinga, en ret sjælden og meget hård maghoni-træsort med en flammet, rødbrun, næsten violet lød. Positivets façadepiber (Tværfløjte 2', der jo er overblæsende - og derfor fremtræder som et 4' register) skulle være af tin, medens HVs og Ped.s facadepiber skulle udføres i flammet kobber; keramikeren Julie Høm fra Gudhjem blev bedt om at dekorere disse med bladguld - et frodigt udsmykningsarbejde, der fik overordentlig stor betydning for façaden som helhed og dens "kontakt" med omgivelserne. Det var oplagt at anlægge Positivet med et ènarmet tastatur, hvorimod Hovedværket mest naturligt måtte få vippetraktur. Spillemekanikken skulle være ugarneret med lejer og dupper i pokkenholt for at opnå maksimal repetitionsevne. Hovedværkets Cornet V burde føres ned til g°. Det blev besluttet at anvende en "wohltemperiert" Valotti-stemning og at lade tremulanten udføre som kanaltremulant.
Som model for registerudtræk samt manualtangenternes materialer og (relativt snævre, nærmest Silbermann-agtige) målforhold valgtes Marcussen & Reuter orglet i Øsby fra 1828. Hvad det klassiske, helt flade pedalklaviatur angår, skævede vi til Michael Radulescus (Ahrend) og Franz Sybergs (Marcussen 1933) husorgler - det er interessant, hvor tæt målene ligger på hinanden! Pedaltasterne blev i øvrigt skåret ud af træet fra en 450 år gammel, lynramt eg, der i mange år stod i Frederiksborg Slotshave.
Jesuskirkens Orgelfond var tæt på målet. Men som forudset nødvendiggjorde økonomien, at nogle få registre kun kunne forberedes. Ved orglets ibrugtagning i juni 1993 manglede således Pedalets Untersatz 32' og Basun 16' samt Positivets ene 8'-stemme. Også tonerne g° - h° i Cornet V blev kun forberedt. Under intonationsarbejdet i kirken var der forøvrigt sket nogle justeringer, idet det skønnedes gavnligt at ændre Quintadena 16' til en Bordun 16' - og som følge heraf den forberedte Viola 8' i Positivet til en Quintadena 8'.
Men der er fortsat bevægelse i sagen. Efter det første års praktiske erfaringer blev det besluttet at foretage en mindre ændring af Hovedværkets Mixtur IV-V, der havde en ganske original korsammensætning. Dens "cymbelagtige glitren" fandt nogle var et positivt eksotisk tilskud - andre, at den i længden faldt ud af helheden. Endvidere lykkedes det at skaffe ekstra fondsbevillinger til to af de forberedte registre. Det drejer sig om Quintadena 8' og Basun 16' - såmænd gamle piber fra det nedtagne Starup orgel i Garnisons Kirke, som Jakob Heinesen tilpassede og intonerede.
For overblikkets skyld skal anføres den endelige disposition: |
