Cavaillé-Coll-orglet

Cavaillé-Coll-orglet 1890

Cavaillé-Coll-orglet i Jesuskirken

 

Noget af det første, man lægger mærke til, når man træder ind i Jesuskirkens hovedskib, er orglet, der temmelig utraditionelt er anbragt over alteret i korets mellemste stokværk, hvor dets nygotiske egetræsfaçade tager sig smukt ud mellem de blankpolerede søjleknipper af svensk og bornholmsk granit. Bag denne façade står et af vore mest bemærkelsesværdige orgler, bygget af ingen ringere end Aristide Cavaillé-Coll, orgelbyggeren, der skabte det franske romantiske katedralorgel, og hvis navn er uløseligt forbundet med César Francks orgelmusik.

Aristide Cavaillé-Coll

Aristide Cavaillé-Coll tilhørte den sydfranske slægt Cavaillé, der talte flere orgelbyggere blandt sine medlemmer. Den første, vi har kendskab til, er dominikaneren Joseph Cavaillé, der i 1700-tallet virkede som orgelbygger i Toulouse.

Aristide lærte orgelbyggerhåndværket hos sin far, men i 1833 forlod han, 22 år gammel, hjemmet for at drage til Paris og studere videre på egen hånd. Ved ankomsten til hovedstaden hørte han, at der var udskrevet konkurrence om bygningen af et stort orgel til abbedikirken Saint-Denis, og skønt der kun var få dage tilbage inden fristens udløb, gik han ufortrødent i gang med at udarbejde et projekt. Herefter skete det utrolige: hans forslag faldt i den grad i dommernes smag, at det blev overdraget ham at bygge det nye instrument, der skulle have 69 stemmer, 4 manualer og pedal.

For bedre at kunne løse denne opgave flyttede Aristide og hans fader deres værksted til Paris, hvor den nu 62 år gamle Dominique snart efter overdrog ledelsen af familiefirmaet til sin søn. På grund af restaureringsarbejder i kirken kom der imidlertid til at gå 8 år, inden orglet kunne afleveres og indvies, men det var godt det samme, for den unge orgelbygger havde meget at eksperimentere med, før hans nye ideer kunne føres ud i livet.

Orglet i Saint-Denis

Trods de mange ligheder med det gammel-franske orgels disposition og opbygning var der her tale om en udvikling bort fra Cliquot-tidens klangidealer. Poul-Gerhard Andersen beskriver de nye stiltendenser således: "Dispositionen minder en del om den ældre franske type, men den har flere grundstemmer og færre mixturer. Intonationen er meget kraftig, og grundstemmerne bl.a. af den årsag meget smukke og selvstændige. Af hensyn til den stærke intonation anvendes meget overblæsende piber og vide mensurer, hvilket sidste især gælder de dækkede stemmer. Koniske mensurer findes næsten ikke. Rørstemmerne er smældende stærke og af en egen kølig fornemhed, og mixturerne er kraftige og glansfulde"

Instrumentet, P-G Andersen her henviser til, er ganske vist Notre-Dame orglet i Paris, men beskrivelsen kan stå som fællesnævner for hele Aristide Cavaillé-Coll's produktion.

Efter orglet i Saint-Denis fulgte en lang række andre betydelige arbejder i Frankrig, således de store Pariser-orgler til Sainte-Clotilde, Saint-Sulpice og Notre-Dame. Også uden for landets grænser var Cavaillé-Coll's instrumenter efterspurgte, og der blev bygget orgler til så fjerne egne af kloden som Bolivia, Brasilien, Rusland og Kina(!).

Den 12. oktober 1899 døde Aristide Cavaillé-Coll i Paris. Firmaet videreførtes af Charles Mutin. Aristides søn Gabriel havde 1892 grundlagt sin egen orgelbyggervirksomhed.

Jesuskirkens Cavaillé-Coll-orgel

Jesuskirkens orgel fra 1890 var et af de sidste, der udgik fra Aristide Cavaillé-Coll's værksted og i øvrigt også et af de mindste: i et romantisk-symfonisk katedralorgel forslår 20 stemmer ikke meget. Det første projekt var da også betydeligt større: 40 stemmer, 3 manualer og pedal, men brygger Carl Jacobsen, der bekostede kirkens opførelse og indretning, valgte alligevel at reducere stemmetallet til det halve.

Orglet i Jesuskirken

Kopler: II-I, I-P, II-P.

Svelle for manual II.

Kollektivtrin for
1) Montre 8', Prestant 4' og Plein-jeu IV.
2) Trompette harmonique 8' og Clairon 4'.

"Effets d'orage" (tordenvirkning): Ved hjælp af et særligt trin kan pedalklaviaturets 12 dybeste toner aktiveres samtidig.

Selv i denne lilleput-udgave genfinder vi de fleste af de træk, der er karakteristiske for det franske romantiske orgel: det vældige, vidtmensurerede principalkor i hovedværket, de overblæsende registre (der er ikke færre end 5), de kraftigt intonerede rørstemmer, hvis storslåede virkning accentueres yderligere, når de er anbragt i svelleværket (en yndet effekt hos César Franck), de intense strygestemmer: Salicionalen, Gamben og den ekspressivt vibrerende Voix cèleste og endelig pedalets bastante fundament.

Denne "dramatiske" orgeltype, der først for alvor kommer til sin ret i de store katedralrum, er fremkommet som en kunstnerisk bevidst videreudvikling af det klassiske franske orgel. Det forekommer derfor uberettiget, når den af og til anklages for at være mindre "orgelmæssig" eller "sund" end f.ex. den nordtyske barok: den er blot udsprunget af et andet - men lige så gyldigt - æstetisk ideal. Cavaillé-Coll nærede i øvrigt stor respekt for de overleverede traditioner. Således bibeholdt han såvel barokorglets aliquot- og mixturstemmer som de kraftige rørstemmer, der spillede en vigtig rolle i klassisk fransk og iberisk orgelbygning; men frem for alt beherskede han også den højtudviklede intonationsteknik, der tildeler hver stemme sin funktion i helheden uden samtidigt at berøve den sin personlighed. Det er i denne respekt for detaljen, vi skal søge forklaringen på, at Jesuskirkens orgel ikke blev en torso, men fremtræder som et helstøbt og overbevisende kunstværk.

Opstillingen og intoneringen i Jesuskirken blev ikke foretaget af Cavaillé-Coll selv, men af hans førstemand Felix Reinburg. Den gamle mester var dog taget med til København, og hver dag kørte han i karet fra Hotel d'Angleterre til Valby for at tilse arbejdet.

Under sit ophold i København fik Felix Reinburg en opfordring fra den franske konsul i Helsingør C.M. Philbert til at undersøge Compeniusorglet på Frederiksborg slot; det havde ikke spillet i mange år og var langsomt gået i forfald. Undersøgelsen, som Reinburg foretog sammen med professor Otto Malling, udmundede i en redegørelse, der gav stødet til, at interessen for dette klenodie atter blev vakt, og i sommeren 1895 restaureredes det historiske orgel af Felix Reinburg, bistået af dennes franske medhjælper Jean Lafot og orgelbygger A.V. Busch fra København.

Det siger sig selv, at det nye orgel i Jesuskirken vakte opmærksomhed og begejstring i samtiden; det var jo det eneste af sin art i landet, ja i hele Norden.

Det var imidlertid kun den klanglige side af det fransk-romantiske orgel, der blev efterlignet; den gedigne mekaniske byggemåde var ved at være gammeldags. Ganske vist havde Nazareth-orglet fra 1904 mekaniske sløjfevindlader, men da Sundby kirke året efter skulle have nyt orgel, byggede Starup dette med pneumatiske keglevindlader. Rørpneumatikkens og "fabriksorglernes" periode var begyndt, og de gamle håndværkstraditioner kom først i kurs igen i 1940'erne, da orgelbevægelsen skabte en renæssance for det klassiske orgelbygningshåndværk.

Orgelbevægelsens forståelige reaktion mod den forrige generations frembringelser var lige ved også at ramme det sagesløse instrument i Valby. I 1947 skrev Kirkeministeriets orgelkonsulent P.S. Rung-Keller til Jesuskirkens sognepræst Th. Glahn: "... Jeg har kendt Instrumentet fra det blev skænket Kirken (Rung-Keller var født 1879) og hørt det ved Gudstjeneste og Musikopførelser dér, og fundet at dets Udseende med den Gothiske Fabriksfaçade aldeles ikke harmonerede med Kirkens Stil..." Konsulenten var ikke uden sans for orglets kvalitet og egenart, det hørte blot ikke hjemme i en kirke: "... Med Veneration for dette vort eneste Cavaillé-Coll-Orgel bør det ikke omkalfatres, men bedst var det om det engang kunne komme til at gøre Nytte i en Sal i en KFUM eller i en moderne Skole-Aula i Valby og at Kirken så fik sit rigtige (fremhævet af forf.) Kirkeorgel i Vestgavlen. Skulde dette kunde realiseres endda inden det franske Orgel blev flyttet, kunde det udmærket for Synets Skyld tilhylles med Gardiner mellem Korets Søjler over Alteret og endda bruges ved særlige Musiklejligheder, hvor Menigheden ikke deltager..." (!). Det er ikke svært at forestille sig, hvorledes det ærværdige instrument ville have set ud i dag, hvis man havde gjort alvor af at betænke en af bydelens kommuneskoler med det; men så galt skulle det da heller ikke gå, orglet blev stående hvor det stod og undgik såvel flytninger som velmenende ombygninger. Nævnes skal det dog, at Voix céleste 8' i svelleværket i en årrække var udskiftet med en Bordun 8' af hensyn til det svage spil under altergangen.

Orglets pasning har i årenes løb været varetaget af firmaerne Starup & Søn, Marcussen & Søn og P.-G. Andersen. sidstnævnte rekonstruerede for nogle år siden Voix célesten, således at Nordens eneste Cavaillé-Coll-orgel nu atter - bortset fra mindre tekniske ændringer - fremtræder i sin oprindelige skikkelse.

Uddrag af bogen:
"Jesuskirkens orgler" - Jørgen Haldor Hansen & Ole Olesen. 
Bogen kan købes i kirken.