|
Jesuskirken er blevet kaldt for en pragthelligdom uden sidestykke i Danmark, men den står ikke blot som et kostbart monument over Carl Jacobsens byggelyst og skønhedsglæde, den er også en kilde til belysning af hans religiøsitet. Hvor det religiøse for faderen var en privatsag, stillede Carl sin tro til skue for alle og enhver. Kirkens udstyr og udsmykning viser hvor tiltalt han var af den katolske kirkes riter og former. Hans udvalg af citater, som kirken er overbroderet med, afslører hvilken vægt, han lagde på Biblens historicitet. Udenfor anbragte han de græske og romerske historieskriveres vidnesbyrd om kristendommen, i våbenhuset og ved siderne ord fra Det gamle Testamente og i kirken Jesu egne ord. Det er den historiske Jesus, mennesket her på jorden, som optager ham og særlig tiltrukket er han af lidelseshistorien. Johs. Steenstrup skriver, at Carl Jacobsen på en af sine sidste påskedage betroede ham, med hvilke følelser han gennemlevede korsfæstelsesdagen. Jesus på korset, det mest plastiske og oftest skulpturerede motiv i den religiøse kunst, øvede en særlig tiltrækning på ham.
Endelig rummer Jesuskirken adskilligt som illustrerer Carl Jacobsens selvforståelse. Dette gælder ikke blot kirkeherrens og hustruens hvide marmorbuster i den gotiske baldakin-niche med indskrifter og kampanilen, der er en mindestav over sønnen Alf, hvis forbogstaver ornamenterer tårnet, hvor Barrias lille engel, som Jacobsen købte, fordi trækkene mindede ham om sønnens, er placeret på et hjørne, det gælder også anbringelsen af hans virksomheds logo, svastikategnet, på bygningsværket. Tårnets malmklokker bærer de afdøde børns navne: Erland, Beatrice, Thorvald og Alf. Gravkapellet fortæller om hans sentimentale bagudvendte familiebevidsthed, samtidig med at det rummer et usminket vidnesbyrd om hans kamp med faderen, idet han over faderens og moderens sarkofager sætter første halvdel af ordene fra Romerbrevets 12. Kapitel, vers 21: "Lad Dig ikke overvinde af det onde", medens han reserverer anden halvdel for sig selv og Ottilia: "Men overvind det onde med det gode". Endelig finder vi her det mere jordbundne motto, som hans fader havde lært ham: "Hjælp dig selv så hjælper Vorherre Dig".
Jesuskirken er som en kæmpesarkofag sat af patronen over ham selv, hans familie og hans virksomhed. Vor egen tid har haft svært ved at goutere denne sammenblanding af familiegravkirke og pragthelligdom. I sin bog "Guder i Forårslys" finder Ole Wivel den ligefrem pinlig-blasfemisk. Hvad antikkens, renæssancens og absolutismens aristokrater og potentater kunne tillade sig af selvforherligelse gælder ikke for en borgerlig mæcen i Grundtvigs eget fædreland.
Kirkens placering og dens omgivelser indgik naturligvis også i Jacobsens og Dahlerups plan. Skibet blev orienteret nord-syd, således at hovedindgangen vendte ud mod Valby Langgade, og kirken skulle være fritliggende omgivet af et grønt terræn, som blev belagt med strenge servitutter. Forbilledet var San Apollinare in Classe uden for Ravenna. På pladsen foran hovedindgangen havde Carl Jacobsen opstillet Michelangelos Moses-statue; den blev 1898 erstattet af Jerichaus store krucifiks, som nogle år senere fik naboskab af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsens "Trold der vejrer Kristenkød", et af Carls originale påfund, der skulle betyde: "Satan vil have sin klo i Eder, derfor skulle I holde Eder til Gud og søge kirken"; samtidig er monumentet et vidnesbyrd om Jacobsens sans for den stilmæssige fornyelse af billedhuggerkunsten, som Hansen Jacobsens værker repræsenterer: Skulpturen, der var skabt i 1896, havde svært ved at passere Charlottenborgs censur, hvor den kun fik lov til at komme ind under betegnelsen "Dekorativ kunst". Den havde også svært ved at passere sognepræstens censur. Ussing ville på ingen måde tåle den inden for kirkens enemærker, men Carl drillede ham og lod den opstille i udkanten af et buskads, hvor den kom listende ovre fra Søndermarken med sin højre hånds kloagtige fingre strakt truende frem mod korset. En engelsk teolog blev så begejstret for sceneriet, at han tog hjem og holdt prædikener derover, men menigheden persisterede, skulpturen skulle helt væk, man troede ikke på trolde og var ikke som forfædrene indlevet med kalkmaleriernes djævlerier i kirkerne. Trolden blev forvist til Glyptotekets enemærker inde i byen, hvor den i dag står i haven i hjørnet mod Tivoli. Samtidig blev parkanlægget i Valby kraftigt beskåret ved frasalg i forbindelse med boopgørelsen efter Carl Jacobsen. Jesuskirken blev således nok befriet for naboskabet til Trolden, men fik til gengæld sin fritliggende placering spoleret af høje huse. Man jager ikke ustraffet en trold på porten.
Carls katedral, nu sognekirke, lå vitterlig på Herrens mark, i det gudløse, fattige Valby, hvor prostituerede, tyveknægte og drukkenbolte gemte sig for hovedstadens politi i den landlige jurisdiktions små rønner og dækkede sig bag en lokal befolkning af arbejdsomme landmænd, småhandlende, hønsekræmmere, slagtere og bryggeriarbejdere. "Ikke få af Valbys beboere havde deres telte på Dyrehavsbakken", skrev Ussing om stedets fristere og syndere. Der var nok at rive i for den nidkære præst i denne nye egn af landet, hvor "den åndelige goldhed, som omtrent hele egnen mellem København, Roskilde og Køge var præget af, også lå massivt over Valbys og Hvidovres befolkning".
Ussing levede op til sit ry, snart prædikede han for fulde huse. Da det kneb med siddepladserne i kirken, satte man flere stole ind, men sådant ville Carl ikke vide af - man måtte ikke spolere hans skønne kirkerum, hvor alt var nøje overvejet og havde sin bestemte placering, og han lod derfor stolerækkerne, som i modsætning til kirkens rigdom af kostbare materialer var tarvelige fyrretræsbænke, sømme fast. Ussing protesterede omgående: "De har givet Jesuskirken til den danske folkekirke, for at den deri skal udfolde sit liv, ikke for at den skal rette sig efter Deres tanker." Og præsten gik i offensiven. Carl måtte ikke gennem sin kirkelige interesse og sit arbejde for de ydre ting i Guds rige glemme, at han selv trængte til Kristendommens genfødende magt, hvor alt det gamle bliver virkelig forgangent, og alt bliver nyt, hvor alt det brudte oprejses og Herrens fryd fylder hjertet". Carl kendte ikke "af egen salig erfaring den kilde, der er udsprunget fra Golgathas kors, og hvor den fattige synder stiller sin sjæletørst". Ussing trøstede ham med, at han var nær ved, "men De er endnu ikke kommet igennem den snævre port. Men det er min stadige bøn for Dem, kære brygger Jacobsen: "Herre, han er det værd, thi han har bygget vor kirke. Nød ham til at komme ind! Gør ham lille, men gør det mildt og varsomt for hans sårede hjerte!"" Stoledisputten blev løst, men Ussing ville videre. Han ville være Carl Jacobsens sjælesørger. "Jeg vover mig dybere ind i Deres hjerteliv, fordi jeg elsker Deres sjæl."
Næste slag om bryggerens sjæl stod den 10. November 1897, der var 50-årsdagen for Carlsbergs grundlæggelse. Carl ville ikke deltage i festligholdelsen og havde absenteret sig til Tyskland. "Denne dag skal ikke gå til ende, uden at jeg får sendt Dem en hilsen", skrev Ussing til ham. "Her er jo fest og herlighed, men det var så underligt at savne Dem, der ved siden af Deres moder ville være det naturlige midtpunkt. Og så meget tror jeg dog at kende Deres hjerte - selvom De helst leger skjul med det - at jeg forstår, at det må være svært for Dem ude i det fremmede land i dag. Netop derfor trænger jeg, og min hustru med mig, til at sende Dem en hjertelig hilsen; det er på den måde, vi helst fejrer Deres faders minde." Ussing skyndte sig at forsikre, at det var rigtigt af Carl at rejse bort, "men havde De ejet den fuldkomne sejr, kunne De være blevet hjemme". Uretfærdigt var han blevet behandlet, men det onde skulle overvindes med det gode, således som gravkapellets indskrift udsagde. "Gud har nu engang den sæd, at når et menneske ikke helt bestod i en livsprøvelse, så kommer han igen engang senere i hans liv for at prøve, om han nu er nået videre end dengang. Derfor er det - så står det for mig - Deres livs kerne, Deres inderste hjertefred, Deres hjems og frænders lykke, der står på spil. Og De må og skal vinde… Herren lader Dem ikke i ro, og De får ikke fred, før De vinder sejr ved at overvinde Dem selv." Ussing sluttede sit brev med at skrive, at det, så vidt han kunne se, var Carls selvfølelse, der spærrede ham vejen. "Overgiv det sårede, urolige, kæmpende og dog afmægtige hjerte med alle dets gode forsætter, men også med al dets synd, til Jesus"
Om Carl Jacobsen besvarede dette brev, vides ikke, men lidet sandsynligt er det, at præstens sjælefiskeri lykkedes. Lige siden sin barndom havde Carl været vant til, at man ville kigge ham dybt i sjælen, faderen og moderen prøvede det og nu denne præst. Nok havde han bygget et Gudshus, som han også kom i, men nogen skriftestol var der trods alt ikke blevet indrettet i Jesuskirken.
Fra bogen "Øl og Marmor", Gyldendal 1995.
Forkortet uddrag af afsnittet "På Herrens Mark"
Tekst af Kristof Glamann.
Copyright Kristof Glamann.
Tilladelse til brug på internettet givet af Kirsten Glamann.
Denne tekst må ikke kopieres eller benyttes andre steder. Hverken på digital form eller som tryk uden tilladelse fra Kirsten Glamann.
|
 |
